Her får du råd og vejledning omkring energitilskud og renovering af din bolig

elenergi

Energitilskud: For dig, der skal energirenovere din bolig

Hvis du skal have foretaget energirenoveringer på din bolig, så er du måske en af dem, der kan få energitilskud til projektet.

Her på siden fortæller vi dig alt det, du skal vide om energitilskuddet fra 2023 og frem. Så bliver du godt klædt på til at søge om støtte til energirenoveringen af din bolig.

Energitilskuddet (som også kaldes Bygningspuljen) er en ordning under Energispareordningen, der først så dagens lys i 2009. Dengang ville man ved lov forpligte sig politisk på at iværksætte initiativer, der kunne fremme den grønne omstilling i Danmark. 

Siden 2009 er energitilskuddet blevet ændret ad flere omgange. I dag går energitilskuddet også under navnet 2020-aftalen.

Helt konkret er energitilskuddet et tilbud om økonomisk støtte til dig, der vil renovere din bolig med henblik på at gøre den mere bæredygtig.

Og der kan være meget at hente i støtte fra denne ordning – mere om det længere nede på siden her.

Næste runde åbner i januar 2023

Du får ikke automatisk energitilskud til dine renoveringsprojekter – dem skal du selv søge om. Konkret søger du i en ansøgningsrunde om energitilskud fra puljen. Disse ansøgningsrunder åbner typisk op i begyndelsen af hvert nyt kalenderår. For nuværende ligger der aftaler om energitilskudsrunder hvert år frem til og med 2026.

Den næste runde for energitilskud åbner i januar 2023. Puljens størrelse i 2023 kommer til at ligge på 340 mio. kr. Herfra kan du søge om energitilskud til energirenoveringsprojekter, som du kommer til at færdiggøre inden for de næste to år.

I 2023 bliver puljen for energitilskud opdelt i to kategorier: En varmepumpepulje og en energirenoveringspulje. Længere nede kan du se hvilke konkrete renoveringsprojekter, du kan få energitilskud til fra disse puljer.

Krav: Se om du kan få energitilskud her

Der er nogle krav, man skal opfylde for at komme i betragtning til at modtage energitilskud i 2023-runden. Nogle af kravene er først blevet indført med den nye ansøgningsrunde. Herunder kan du se de vigtigste krav.

  • Du kan ansøge som privatperson, som privat andelsboligforening eller som virksomhed.
  • Bygningen, der søges om energitilskud til, skal være en helårsbolig eller helårsbebyggelse (du kan derfor ikke søge om energitilskud til renovering af fx sommerhuse)
  • Bygningen skal have et gyldigt energimærke i klasse E, F eller G som forudsætning for at få energitilskud fra energirenoveringspuljen
  • Der er ikke noget krav om energimærker, hvis du søger om tilskud til varmepumper fra varmepumpepuljen
  • Energirenoveringen skal ske ved køb, og faktureres af en virksomhed. Du kan ikke få tilskud til energirenoveringen, hvis du selv foretager energirenoveringen

Selvom du opfylder alle krav til at modtage energitilskud, så kan du stadig godt modtage en afvisning til dit projekt. Den mest typiske årsag til afvisningen i disse situationer er, at der ikke er flere penge i puljerne for energitilskud. Puljerne arbejder efter et først-til-mølle-princip – så jo tidligere du søger i en ansøgningsrunde, desto større chance er der for, at du får tilsagn om energitilskud.

Du kan få tilskud til energimærkningen af din bolig

Som du kan se ovenfor er det et krav, at bygningen, som du søger om energitilskud til, skal have en gyldig energimærkning. Men det er ikke alle boliger, der har fået en energimærkning – og i nogle tilfælde er den gamle energimærkning ikke længere gyldig.

Det koster at få energimærket sit hus, men du kan også søge puljen om tilskud til dette, hvis du efterfølgende vil bruge energimærkningen til at søge energitilskud til konkrete projekter. Hvor meget, du kan få i tilskud til energimærkningen, afgøres af hvor stort et beløb, du får i energitilskud til efterfølgende planlagte renoveringer af boligen.

  • Hvis du har renoveringsprojekter, der er berettiget til tilskud mellem 5.000-9.999 kr. kan du få tilskud til energimærkningen på 3.000 kr.
  • Hvis du har renoveringsprojekter, der er berettiget til tilskud mellem 10.000-14.999 kr. kan du få tilskud til energimærkningen på 2.000 kr.
  • Hvis du har renoveringsprojekter, der er berettiget til tilskud mellem 15.000-19.999 kr. kan du få tilskud til energimærkningen på 1.000 kr.

Du kan ikke få energitilskud, hvis du selv udfører renoveringerne

Nogle af de ovennævnte energirenoveringsprojekter kan du selvfølgelig godt selv udføre. I sig selv kan det at udføre arbejdet selv lede til betydelige besparelser på energirenoveringen. Dog skal du være opmærksom på, at det ved nogle af tilfældende ved lov er bestemt, at du ikke må – med mindre du selv er autoriseret installatør. Dette gælder for eksempel ved opsætning af varmepumper.

Dog er det en gennemgående betingelse for at få energitilskud til energirenoveringen af en bolig eller en bygning, at du ikke selv må udføre renoveringsarbejdet. Renoveringen skal udføres af en virksomhed. Der skal desuden foreligge en betalt faktura, som du kan bruge til at dokumentere renoveringen med efterfølgende.

Hvilke konkrete projekter kan du få energitilskud til?

Som tidligere nævnt er der to puljer, du kan søge om energitilskud fra: energirenoveringspuljen og varmepumpepuljen. Herunder kan du se hvilke konkrete projekter, du kan få energitilskud til fra de to puljer.

Energirenoveringspuljen giver energitilskud til følgende projekter:

  • Udvendig isolering af ydervægge – Få mere viden om facadeisolering og priser her
  • Efterisolering af tag og loft
  • Isolering af terrændæk – den del af gulvkonstruktionen, der ligger direkte på jordoverfladen
  • Udskiftning af facade- og ovenlysvinduer
  • Montering af nye forsatsrammer eller koblet ramme med 1-lags glas

Varmepumpepuljen giver energitilskud til følgende projekter:

  • Konvertering til varmepumpe til opvarmning af helårsbygninger eller -boliger

Yderligere betingelser for tilskud fra varmepumpepuljen

Som noget ekstra er der en række yderligere krav til dig, der søger om energitilskud fra varmepumpepuljen. Herunder kan du se nogle af de vigtigste betingelser, din bolig skal opfylde.

  • Boligens nuværende opvarmningsform er via oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel
  • Boligen må ikke være beliggende i et fjernvarmeområde
  • Varmepumpen skal være med energimærke A++ eller A+++
  • Installationen af varmepumpen skal udføres af en autoriseret virksomhed

Hvor meget kan du få i energitilskud?

Energitilskuddet, som du kan få til de forskellige energirenoveringsprojekter, varierer med projektets størrelse og karakter. Når ansøgningsrunderne er åbne kan du med fordel gå ind og foretage en beregning her – det kan fortælle dig hvad du kan få i tilskud til dit konkrete projekt.

Der gives et fast tilskud pr. projekt, og størrelsen på tilskuddet afhænger bl.a. af bygningens samlede areal, der skal opvarmes, samt den anslåede tilstand på isolering, vinduer, ventilation, osv. Hvordan du opvarmer din bolig har også en effekt på det samlede tilskud, du kan få til givne projekter.

Her er nogle eksempler på energitilskud, som gjaldt i 2021:

  • En A+++ varmepumpe til et 140 m2 hus: ca. 19.000 kr.
  • En A++ varmepumpe til et  140 mhus: ca. 14.000 kr.
  • 25 m2 termoruder i energiklasse 2: ca. 27.500 kr.

Sådan ansøger du om energitilskud til renoveringen

Husk inden du ansøger at have styr på energimærkningen på dit hus. Det er et krav for ansøgningen om energitilskud fra energirenoveringspuljen, at din bolig er af energimærke E, F eller G. Hvis du ansøger varmepumpepuljen skal du ikke tænke på energimærkning.

Når du søger energitilskud er det vigtigt, at du søger om tilskuddet før du går i gang med projektet. Du må ikke være gået i gang, eller have en underskrevet aftale med en håndværker eller installatør før du søger tilskuddet.

Når ovenstående er på plads er du klar.

Trin 1: Beregn hvor meget du kan få i energitilskud til dit konkrete projekt. Brug energistyrelsens prisberegner her (prisberegneren er kun tilgængelig, når ansøgningsrunden er åben).

Trin 2: Hav følgende klar:

  • MitID på telefonen
  • Din dokumentation for, at du ejer huset eller bygningen
  • Energimærkningen på dit hus – hvis du ikke har det i hovedet kan du finde det i de førnævnte dokumentationspapirer
  • En liste over de renoveringsprojekter, du vil søge tilskud til
  • En udfyldt ansøgererklæring, hvis du vil søge om tilskud til varmepumpe
  • Hvis du søger om tilskud på vegne af andre skal du også udfylde energistyrelsens Tro og Love-erklæring.

Trin 3: Åbn energistyrelsens ansøgningsportal, og udfyld informationerne. Hvis du er i tvivl om hvordan du skal gøre kan du også finde en detaljeret vejledning i deres ansøgningsvejledning.

Trin 4: Send ansøgningen, når du har udfyldt alle de relevante oplysninger.

Når du er færdig, og har sendt ansøgningen, må du ikke påbegynde renoveringsprojektet inden du har fået svar på ansøgningen. Du må endnu heller ikke lave en underskrevet aftale med en håndværker om projektet. Vent til du får svar på ansøgningen.

Du kan altid se den nuværende status på din ansøgning, hvis du logger ind på energistyrelsens ansøgningsportal igen. Står den som “indsent” er den endnu ikke blevet behandlet.

Hvis din ansøgning afvises kan du ansøge om energitilskud igen i næste ansøgningsrunde.

Hvad gør du, når du har fået tilsagn om energitilskud?

Når du får svar på ansøgningen kan du se om du er blevet godkendt til energitilskud – og hvor meget du så kan få. Svaret kommer i form af en forhåndsgodkendelse. Du kan ikke få udbetalt tilskuddet før du har fået foretaget energirenoveringerne.

Herfra er det bare om at tage fat på en håndværker til at udføre projektet. Fortæl evt. gerne håndværkeren om, at du får energitilskud til renoveringerne. 

Fra du har fået tilsagn om energitilskud har du to år til at få dit renoveringsprojekt gennemført. Du kan altså godt søge om energitilskud i nuværende ansøgningsrunde, og vente til næste år med at få arbejdet udført af en håndværker.

Husk også, at der gælder et først-til-mølle-princip på de indsendte ansøgninger. Sagsbehandlerne behandler ansøgningerne i den rækkefølge, de har modtaget ansøgningerne i. Sørg derfor for at søge om energitilskud så tidligt i ansøgningsrunden som det er muligt for dig.

Sådan får du udbetalt dit energitilskud

Senest 30 dage efter du har betalt udgifterne til det sidste renoveringsprojekt, du har fået foretaget, skal du ansøge om udbetaling af det energitilskud, du har fået forhåndsgodkendelse til. Søger du senere end 30 dage efter den sidste betaling er du ikke garanteret udbetaling.

Når du søger om udbetaling af energitilskuddet foregår det igen via energistyrelsens ansøgningsportal.

Trin 1: Log ind på energistyrelsens ansøgningsportal – det samme sted hvor du ansøgte om energitilskuddet indenn renoveringsprojekterne gik i gang.

Trin 2: Klik på knappen “Indsend udbetalingsanmodning” og følg anvisningerne.

Trin 3: Vedhæft dokumentation for det arbejde, du har fået udført og som du er berettiget til energitilskud for. Konkret skal du vedhæfte:

  • Din oprindelige forhåndsgodkendelse om energitilskud, som du fik fra energistyrelsen
  • Liste over fakturaer, du har vedhæftet udbetalingsansøgningen
  • De faktiske fakturaer, som dækker over indkøb og arbejdernes løn – fx prisen på monteringen af en varmepumpe
  • Dokumentation for, at du har betalt fakturaerne

Trin 4: Afkryds Tro og Love-fanebladet.

Trin 5: Send udbetalingsanmodningen.

Hvis du søger om en udbetaling af energitilskud på mere end 500.000 kr. skal du desuden vedhæfte revisorerklæring for regnskabet.

Muligheder

Fjernvarme

El

Solceller

kom igang i dag